lørdag den 12. marts 2016

SUKKERFRIE INGEFÆRSHOTS


Her et år siden sidste blogpost er det med god grund, at man kan blive helt i tvivl om, hvorvidt jeg stadig kan ryste en opskrift ud af ærmet. Jeg vil dog gøre forsøget. :-)

Her har jeg kastet mig ud i en opskrift, jeg nu har prøvet af og forbedret over flere gange. Så hvis du ikke allerede er med, så kast dig ud i det, hop med på modebølgen og start dagen med et stærkt, friskt ingefærshot. Min opskrift er tilmed sukkerfri og nem at lave.

Til 1 liter ingefærshots:

150 g øko ingefær 
1 liter vand
2 øko citroner  
2 breve grøn the/eller kamillethe
1-2 spsk flydende stevia

Ingefæren vaskes grundigt og skæres i tynde skiver. Jeg plejer ikke at skrælle ingefæren, når jeg bruger økologisk ingefær, men vasker det grundigt. Ingefæren koges i et kvarter og tages derefter af blusset. Herefter kommes citronskal, citronsaft og tebreve i og trækker natten over i køleskabet. Dagen efter smager du til med stevia (alternativt honning, hvis den ikke behøver være sukkerfri), sier og hælder på en skoldet flaske. Opbevar på køl - der holder det sig i 10-14 dage. 

Shotsene er geniale som et morgenboost - skynd dig i køkkenet! Tak fordi du læste med. :-)

lørdag den 31. januar 2015

KOKOSMAKRONER MED MANDLER OG APPELSIN


Kokosmakroner. Lige dem her afviger fra de klassiske, fordi her har der er mandler indeni og udenpå, kokosmelen er ristet også har jeg givet dem lidt lækkerhed fra en appelsin. Her har du opskriften på 9 store kokosmakroner.

2 æg
200 kokosmel
50 g mandler
120 g sukker
Saft og skal fra 1/2 økologisk appelsin
Et nip salt
60 g mandelsplitter
150 g mørk chokolade

Først rister du de hele mandler på en pande og hakker dem derefter groft. Dernæst rister du kokosmelen til det bliver gyldent, og nu rører du alle ingredienserne pånær mandelsplitter og chokolade sammen. Sæt massen på køl i kort tid inden du former toppe med en ske, der derefter rulles i mandelsplitter og bages i 12-15 minutter ved 180 grader til de er gyldne. Køl dem af, smelt mørk chokolade over vandbad, køl igen og nyd. Værsgo - tag en bid'!



torsdag den 22. januar 2015

CITRONKYLLING


Citronkyllingen her er en af mine klassikere - jeg har ikke fundet en vej til en mere saftig kylling end den her. Oh, so juicy. Også er det nemt - prøv det! 

1 fersk kylling (her 1400 g)
Saft og skal fra en øko citron
Et lille bundt persille (hvad der svarer til en stor håndfuld)
1 fed hvidløg
3 spsk olie
Salt og peber

Placer kyllingen i et ovnfast fad og løsn nu kyllingeskindet på brysterne ved at stikke fingrene ind under skindet i enden, hvor lårene sidder og sørg for at få løsnet skindet på hele brystet. Herefter hakker du persille fint, river citronskal og hvidløg og blander det med olie, citronsaft, salt og peber. Citron-persille-olien putter du ind i lommerne mellem brysterne og skindet og fordeler det godt. Det sidste smører du på kyllingens yderside også giver du den 1 time ved 200 grader - dette afhænger selvfølgelig både af størrelsen på din kylling og din ovn. Og ud kommer en saftig, let parfumeret, fantastisk kylling. Vupti!

mandag den 1. december 2014

SALTE CHOKOLADEKARAMELLER



1. december, og julegodterne må slippes løs. Disse salte, mørke chokoladekarameller er nemme at lave og i år har jeg lavet et par stakke, pakket dem ind i bagepapir og sat 24 på snor. Vupti - og du har en chokoladejulekalender. Her har du opskriften til 25-30 karameller:

200 g god mørk chokolade
200 g lys sirup
100 g saltede peanuts
Salt 
Bagepapir

Kom siruppen i en gryde og lad den koge op, imens du hakker chokoladen. Når den koger hældes den over chokoladen og røres glat og blank med en dejskraber. Nu smages chokolademassen til med salt - jeg tilsatte cirka 1/2 tsk, men smag dig lidt frem. Derefter hældes chokoladen i en bagepapirsbeklædt firkantet form med peanuts i bunden, napper minimum 6 timer i køleskabet og gerne længere også skæres de ud i firkanter og pakkes ind i bagepapir. Og hvis du skulle være mere til lys chokolade, valnødder eller karamelliserede hasselnødder, så er der også råd for det i sidste års udgave af chokoladekarameller. Tjek det ud - glædelig jul!

onsdag den 29. oktober 2014

MADBLOGGERUDFORDRINGEN 4 - RØDTUNGE OG BLOMKÅL


Jeg tilmeldte mig for ikke så frygtelig lang tid siden madbloggerudfordringens 4. runde, hvor opgaven var at lave en ret med fisk. Jeg fik i den forbindelse fornøjelse af en kasse frisk fisk fra skagenfood, og i kassen, der dukkede op hos mig en tidlig morgen i Århus, fandt jeg en ordentlig stak rødtunger. Vanvittig flotte og de endte ud i selskab med blomkål i en simpel servering - her har du opskriften på mit bidrag til madbloggerudfordringen 4; rødtunge med puré og crudité af blomkål. Her har du opskriften på to portioner:

4 rødtunge filetter
Fuldkornsmel og smør til stegning
1 blomkål
1 æble
25 g ristede, afskallede hasselnødder
1 spsk olivenolie
Saft fra en halv citron
1 spsk smør
Salt og peber

Start med blomkålet, skyl og halvver det. Skær den ene halvdel i mindre stykker og kog det mørt i vand i en gryde. Herefter hælder du vandet fra og blender det med smør og smager til med salt og peber. Resten af blomkålet og æblet skæres i tynde skiver på et mandolinjern og vendes med citronsaft og olivenolie. Rødtungerne vendes i fuldkornsmel og steges i smør i 1-2 minutter på hver side som det sidste inden anretning. Herefter anretter du med puré i bunden, rødtungerne, crudité af blomkål af æble ovenpå og slutter af med hasselnødderne. Værsgo! :-)

søndag den 5. oktober 2014

SPRØDE GRÆSKARFRITTER

Jeg elsker efterår, og hokaidogræskaret er et af mine absolutte grøntsagsfavoritter. Når de som her bages som sprøde fritter, er det helt perfekt. Denne opskrift svarer til tilbehør til 3-4 eller som snacks til en mindre flok. :-)

1 mellemstort hokaido
2 spsk hvedemel
2 spsk olivenolie
1 tsk paprika
1 tsk tørret rosmarin
1 tsk timian
Salt og peber

Hokaidoen vaskes, frigøres fra kernerne og skæres ud i mindre stykker. Herefter mødes græskar med olie, mel og krydderier i en plastikpose og rystes til det er godt fordelt. Nu fordeles stykkerne af græskar på en bageplade i et lag, og bages i en ovn på 200 grader i cirka 30-40 minutter. Når stykkerne er blevet crispy på overfladen, vendes de og får det sidste varme på den anden side. Også serverer du dem meget gerne straks. God fornøejelse!

mandag den 22. september 2014

EFTERÅRSSSALAT MED BOLCHEBEDER, MAJS OG ÆBLE


Da jeg for nylig fik fingrene i et par smukke bolchebeder til torvedag, skulle de selvfølgelig lande i en salat. Her fik de selskab af søde majs fra majskolben, agurk og æbler. Simpelt og skønt. Opskriften rækker som tilbehør til to:

2 mellemstore bolchebeder
1 lille æble - meget gerne let syrligt
1 stor majskolbe
1/2 agurk
Et par skvæt god æbleeddike

Majskolben koges i saltet vand i ti minutter, køler af også skæres majsene fra kolben. Bederne skrælles og møder derefter mandolinjernet, hvor de skæres i papirstynde skiver. Agurk og æble skæres begge i tynde stave. Det hele vendes sammen og møder et par skefulde æbleeddike. De søde majs sammen med de sprøde grøntsager holder hele vejen - også er den pærenem og lynhurtig at fremtrylle! :-)