onsdag den 29. oktober 2014

MADBLOGGERUDFORDRINGEN 4 - RØDTUNGE OG BLOMKÅL


Jeg tilmeldte mig for ikke så frygtelig lang tid siden madbloggerudfordringens 4. runde, hvor opgaven var at lave en ret med fisk. Jeg fik i den forbindelse fornøjelse af en kasse frisk fisk fra skagenfood, og i kassen, der dukkede op hos mig en tidlig morgen i Århus, fandt jeg en ordentlig stak rødtunger. Vanvittig flotte og de endte ud i selskab med blomkål i en simpel servering - her har du opskriften på mit bidrag til madbloggerudfordringen 4; rødtunge med puré og crudité af blomkål. Her har du opskriften på to portioner:

4 rødtunge filetter
Fuldkornsmel og smør til stegning
1 blomkål
1 æble
25 g ristede, afskallede hasselnødder
1 spsk olivenolie
Saft fra en halv citron
1 spsk smør
Salt og peber

Start med blomkålet, skyl og halvver det. Skær den ene halvdel i mindre stykker og kog det mørt i vand i en gryde. Herefter hælder du vandet fra og blender det med smør og smager til med salt og peber. Resten af blomkålet og æblet skæres i tynde skiver på et mandolinjern og vendes med citronsaft og olivenolie. Rødtungerne vendes i fuldkornsmel og steges i smør i 1-2 minutter på hver side som det sidste inden anretning. Herefter anretter du med puré i bunden, rødtungerne, crudité af blomkål af æble ovenpå og slutter af med hasselnødderne. Værsgo! :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar